Jeg er fotograf med speciale i arkitektur og belysning. Mit arbejde tager udgangspunkt i en arkitektfaglig forståelse af rum, materialer og lys – og i ønsket om at formidle projekter præcist, stemningsfuldt og ærligt.

Jeg er uddannet bachelor i arkitektur fra Arkitektskolen Aarhus og har gennem både studie og praksis arbejdet med arkitektur, byrum og landskab. Den faglige baggrund bruger jeg aktivt i mit fotografiske arbejde: til at aflæse rumlige greb, forstå projektets intention og oversætte det til visuelle fortællinger.

Jeg deler min tid mellem Aarhus og København, og arbejder primært med arkitekturfotografi og belysningsprojekter for rådgivere, producenter og tegnestuer over hele landet. Mit fokus er på samspillet mellem form, funktion og lys — både i dagslys og mørke — og på at vise, hvordan et projekt faktisk opleves i brug.

Min tilgang er grundig og samarbejdsorienteret. Jeg prioriterer forberedelse, dialog og respekt for projektets idé, så billederne ikke kun dokumenterer, men styrker formidlingen af det udførte arbejde.
© william beier